Team Vestfyn skudt igang

Kategori: Ungdomshold Oprettet: Torsdag, 06. juni 2013

start-team-vestfynIllustration: Anders H Andersen

Det nye vestfynske håndboldfællesskab under navnet Team Vestfyn, der er en sammenslutning mellem GV Ejby og Nr. Aaby/Båring på ungdomssiden gældende alle årgange mellem U10 og U18 både piger- og drenge, tegner til at forløbe langt over forventningen. Ved opstarten dukkede der ikke færre end 135 børn op, hvilket var nogle flere end arrangørerne havde turde håbe på.

Til opstartsdagen havde to dygtige og erfarne instruktører fra KFUM Idrætsforbund sammensat et program, hvor børnene skulle dyste på forskellige alternative måder, der ikke nødvendigvis var relateret til håndboldspillet, og efter træningen blev der afholdt møde med forældrene til de mange unge, hvor håndboldfællesskabets vision blev fremlagt, og alle trænere blev præsenteret.

- Claes Peter Bruun fra GV Ejby's bestyrelse udtalte til Melfar posten:
Vi, som er en del af planlægningen af diverse tiltag i den nye konstellation, var yderst tilfredse med det store fremmøde. Det tyder på, at der vil være kæmpe forældreopbakning i fremtiden, hvilket der jo på flere måder også er behov for, når to klubber skal have lavet om på flere af de gamle vaner og udvikle holdene og spillerne.

 

Team Vestfyns vision for holdfællesskabet er ganske enkel: Team Vestfyn vil være det mest attraktive fritidstilbud på hele Vestfyn.

- Vejen til at nå visionen er, at klubben har samlet en bred trup af gode trænere og ledere, mange med divisionserfaring, som brænder efter at få alle til at yde deres bedste på deres niveau, uanset om man har spillet håndbold i mange år, eller om man lige er startet op sammen med ens kammerater. Det vigtigste er, at alle har lyst til at være en del af dette spændende projekt. Vi vil gerne tiltrække nye spillere ved at skabe et større netværk for spillere fra det vestfynske opland, men selvfølgelig også fastholde dem, der allerede spiller i Nr. Aaby/Båring og GV Ejby. Det skal understreges, at det er vigtigt, at vi bliver en klub, hvor der er plads til alle børn, uanset niveau. Vi vil være en klub, der er båret af sammenhold, god aldersrelateret træning og god forældreopbakning, slutter Claes Peter Bruun.

 

Yderligere information om holdfællesskabet, trænere, træningstider og -steder for de enkelte hold kan ses på www.gvejby.dk samt på www.nbhk.dk .

 

 

 

Kommende Klub Events

Ingen begivenheder